Aluminium eller carbon?
Skal man vælge en carbonramme eller en alumimiumramme? I dag er fabrikanternes toprammer fortrinsvist lavet i carbon (kulfiber), og efterhånden som teknologien er blevet billigere, er carbonstel også blevet tilgængelige for motionister.
Aluminiumrammer
Aluminium bruges fortrinsvis til mountain bikes og racercykler i “mellemklassen”. En alu-ramme kan som hovedregel fås billigere end en carbonramme fra samme producent. Der er dog stadig producenter, der producerer dyre alurammer, og der er stadig en del, der mener, at en god aluminiumramme er bedre end en billig carbonramme. Alurammer er ofte stivere og er derfor formidable til at overføre kraft fra rytteren. Samtidig er de ofte mere holdbare og tåler nemmere transport. Ulempen er, at de ikke absorberer vejens ujævnheder så godt som carbon – eller stål for den sags skyld – og derfor kan være mindre komfortable at køre på.
Fordele ved aluminiumrammer
Den primære fordel ved aluminium-rammer frem for carbon er prisen. Fremstillingsprocessen ved aluminium-rammer er mindre kostbar, og derfor kan man ofte få mere udstyr – fx. bedre gear-system og cykelhjul – for pengene end ved at købe en carbon-racer til samme pris. Desuden kan en aluminium-ramme ofte tåle mere end en carbonramme i forbindelse med eventuelle styrt. En aluminium-ramme er nemmere og billigere at reparere, hvis der sker brud.
Carbonrammer
Carbonrammer er ofte en smule lettere og en del mere komfortable at køre på end alurammer, fordi de er bedre til at absorbere stød fra vejen. En anden fordel ved carbon er, at det er nemmere at forme end aluminium, og fabrikanterne på den måde kan få mere frie hænder i forhold til at designe en rammes geometri og udseende. Carbon er imidlertid stadig relativt dyrt, og kvaliteten er afgørende for rammens egenskaber.
Carbonrammer er ofte enten støbt i ét stykke eller sammensat af flere stykker. Helstøbte rammer betegnes monocoque (sammensat af det græske ord for én, mono, og det franske ord for “skal”, coque). Nogle carbonrammer er samlet af tre stykker, der er støbt hver for sig – selve rammen, saddelstræberne og kædestræberne – og senere samlet.
Se eventuelt denne oversigt over delene på en racercykel.
Den franske cykelfabrikant Look var blandt de første til at bygge rammer i carbon.
Fordele ved carbonrammer
Først og fremmest er komfort og vægt fordelene ved carbon-rammer. Hvis fibrene i et kulfiber-stil er lægges ordentligt, er det muligt at tilføre rammen både fleksibilitet og komfort. Det vil sige, at en god carbonramme har en stivhed, der gør, at kraften fra rytteren overføres bedst muligt, mens ujævnheder i vejen ikke forplanter sig hele vejen op gennem rammen til rytteren. Netop carbon-materialets stødabsorberende egenskaber er grunden til, at mange aluminium-cykler er monteret med carbon-forgafler og eventuelt carbon-saddelstræbere, da det tilfører cyklen bedre kørekomfort.
Omend der ikke er den store vægtforskel på carbonrammer og de gode aluminium-rammer, er der ofte lidt vægtbesparelse at hente ved en carbon-ramme.
Er der forskel på carbon-rammer?
En carbon-ramme er (desværre) ikke bare en carbonramme. Der ER forskel på carbonrammer, og det handler både om design og vævning og carbonfibrenes kvalitet og egenskaber.
De enkelte carbonfibre har indflydelse på carbonrammens egenskaber i forhold til stivhed og dermed rammens evne til at overføre rytterens kraft til fremdrift, og kan man bruge fibre med mere stivhed, behøver man ikke bruge helt så meget materiale for at give rammen samme eller mere stivhed. Og jo mindre materiale, man bruger, jo lettere bliver rammen naturligvis.
Når man taler om carbon-rammer, taler man ofte om begrebet Modulus. Man måler modulus i MSI (Million Pounds per Square Inch). 33 MSI modulus er ret udbredt blandt carbonrammer i dag.
Har en ramme en modulus over 33 MSI er det tilladt for amerikanske fabrikanter at betegne en carbonramme som High Modulus (HM). Pinarellos topramme, Dogma 60, er bygget med carbonfibre med 60 MSI – og det er faktisk grunden til, at rammen hedder “60” – carbonfibrenes kvalitet bruges her til at markedsføre rammen.
Sådan ser en carbon/kulfiber racercykel ud under lakken. Bemærk mønstret carbon-bundterne udgør
Man skal dog se sig godt for, hvis man skal købe en carbonracercykel og ikke falde pladask for, om rammen eksempelvis hedder “Super High Modulus” eller lignende (hvilket benyttes i markedsføringen af racerrammer ind i mellem). Der er nemlig for det første ingen konsistent skala for modulus. Det vil sige, at hvad nogle producenter ville kalde “Super High Modulus”, ville andre måske kalde “mellem-modulus”.
For det andet siger et modulus-tal kun noget om, hvilke fibre, der er blevet brugt til rammen – ikke noget om, hvordan og hvor fibrene er blevet brugt til at opbygge rammens vitale dele.
Man taler om to ting, når man diskuterer materialer, nemlig styrke og stivhed. Styrke defineres ved den kraft, der skal til, før materialet “fejler” (går i stykker). Stivhed er derimod mængden af kraft materialet kan udsættes for, før det ændrer form (fx. bøjer). De to begreber kan forklares med en elastik og et stykke ikke-kogt spaghetti. En elastik har høj styrke, i det den kan tåle megen kraft, før den knækker. Dens stivhed (modulus) er dog lav, i det der ikke skal meget til, før den ændrer form/bøjer. Den ikke-kogte spaghetti derimod har en højere grad af stivhed, men mindre styrke: Den bøjer ikke meget, når den udsættes for en påvirkning, før den til sidst knækker. Ud fra dette eksempel kan man sige, at elastikken har lav modulus, og spaghettien har høj modulus. Var sidstnævnte en cykelramme, kunne producenten prale af, at hans ramme er “Super High Modulus”. Men så skal man huske på, hvad der skete med spaghettien under tryk. High Modulus carbonfibre er rigtigt nok stive, men de er ikke særlig stærke.
Cyklens forskellige dele kræver forskellig brug af carbonfibre. Nogle steder på cyklen er det vigtigt med stivhed, andre steder er det fibrenes styrke, der er afgørende. Stive fibre er nogle steder nødvendige for at modvirke, at materialet giver sig/bøjer, mens stærke fibre er nødvendige for at undgå, at materialet knækker. Og det, der ofte adskiller de rigtig gode rammer fra resten, er ikke, om de enkelte fibre er “High Modulus” eller “low modulus”. Det er måden, fibrene er blandet og brugt de rigtige steder, der betyder mest.
Man kan altså – desværre – ikke udelukkende bruge Modulus-tal/-værdier til at fastslå en rammes kvalitet og egenskaber.
