Sådan køber du en brugt racercykel – uden at blive snydt
En brugt racercykel kan være et kæmpe kup – men kun hvis du ved, hvad du laver. Her får du en kort og præcis guide til, hvad du skal kigge efter, hvilke spørgsmål du skal stille, og hvordan du vurderer kvalitet og pris.
Brugt racercykel
Hvad skal du vide, før du køber brugt?
Før du begynder at kigge på brugte racercykler, skal du have styr på tre ting:
1: Hvordan skal du bruge cyklen?
Skal du køre motionsløb, pendle eller hyggecykle i weekenden? Vælg en cykel der matcher dit formål.
2: Hvilken størrelse passer dig?
En forkert størrelse ødelægger både komfort og ydeevne. Brug producentens størrelsesguide eller få målt din krop hos en cykelhandler.
3: Hvad er dit budget?
Sæt en realistisk grænse – og husk at der måske skal bruges penge på nye dele og andet udstyr såsom cykeltøj, cykelhjelm og cykelsko bagefter.
Brugt racercykel
Hvad skal du være opmærksom på?
At købe brugt kræver tålmodighed. Du skal ikke lade dig blænde af et godt tilbud, men i stedet kigge grundigt på følgende:
Stel og gaffel
- Tjek for revner, buler eller skader – især på kulfiber.
- Undgå stel med tydelige styrt-skader.
Gear og skiftere
- Skift gennem hele kassetten og begge klinger.
- Vær ekstra opmærksom på bøjet geardrop, da det forringer skifteevnen.
- Shiftere er dyre – hvis de føles sløve, skal de måske skiftes.
Bremser
- Bremseklodser skal have slidindikator.
- Løse bremsearme = problemer.
- Test om de bremser jævnt og effektivt.
Hjul
- Spin hjulene og tjek for slør, skæve fælge og slid på fælgsider.
- Undgå hjul med store “hop” eller sideløb. Husk at cykelhjul kan være ret dyre!
Kæde, kassette og krank
- Kæden må ikke være rusten eller slap.
- Kassette og klinger med “hajtænder” er slidte.
- Tjek krankboksen for slør eller knaselyde.
Lejer og bolte
- Tjek om hjul, krank og styr drejer frit.
- Kig på bolte og gevind – er de rustne, ødelagte eller umulige at løsne?
Dæk
- Kig efter sprækker, slidt slidbane og tørre sider.
- Cykeldæk er sliddele, men dyre at udskifte, så tag det med i eventuelle prisforhandlinger.
Brugt racercykel
Tjekliste: Spørgsmål du bør stille sælgeren
- Hvor mange kilometer har cyklen kørt?
- Hvor længe har du haft den?
- Har du kvittering?
- Hvornår blev den sidst serviceret – og hvad blev lavet?
- Er noget udskiftet eller defekt?
- Hvorfor sælger du den?
- Har cyklen været i styrt?
- Er der noget, der ikke virker som det skal?
Brugt racercykel
Hvad er et højt kilometertal for en racercykel?
Generelt regner man med, at over 20.000 km er højt. Men det afhænger af vedligeholdelsen. En cykel, der er serviceret løbende, kan sagtens holde 30.000–40.000 km eller mere.
Brugt racercykel
Hvor længe holder en racercykel?
Et godt stel kan holde i 10–15 år eller længere, hvis det ikke bliver udsat for styrt eller vejsalt. Sliddele som kæde, kassette og dæk skal skiftes løbende, men det indebærer mindre udgifter.
Brugt racercykel
Hvor meget koster en god racercykel?
En brugt racercykel i god stand koster typisk 5.000–15.000 kr.
Vil du op i kulfiberstel, bedre hjul og lettere vægt, skal du forvente at betale omkring 15.000–25.000 kr. Alt over det er for dig, der virkelig går op i performance eller bare vil have noget lækkert. Husk altid at sammenligne sælgerens pris med nyprisen eller prisen for en tilsvarende cykel. Racercykler falder markant i pris, så snart de er brugt. Og ofte har en sælger svært ved at indse, at hans fuldstændig fejlfrie top-racer ikke længere koster +50.000. Så lad dig ikke forblænde.
Brugt racercykel
Er det for meget at bruge 15.000–20.000 kr.?
Nej, ikke nødvendigvis. Hvis du cykler meget, kan det give mening at investere i god kvalitet – især fordi en lettere og mere effektiv cykel er sjovere at køre på og holder længere. Det er OK at købe en dyr cykel, så længe det passer til dit behov og brug.
Brugt racercykel
Hvad er en god fart på en racercykel?
På flad vej kører de fleste motionister 25–30 km/t i snit. Trænede ryttere ligger oftere på 30–35 km/t, mens elitefeltet nemt rammer 40 km/t+. Det vigtigste? At du nyder turen og føler dig godt kørende.
Brugt racercykel
Sidste tip: Køb ikke i mørke – og prøv altid cyklen
Testtur er et must. Du mærker hurtigt, om den passer til dig, og om noget virker mærkeligt. Vær ikke bange for at gå væk fra en handel. Din sikkerhed og køreglæde er vigtigere end et “godt tilbud”.