Milano-San Remo
La Classicissima & La Primavera
Milano-San Remo blev kørt første gang i 1907. Det er kendt som La Primavera og er med sin 298 km lange rute et rigtigt langt løb, faktisk det længste af Forårsklassikerne. Løbet køres som den første af årets europæiske klassikere, og eftersom løbet er en af de fem “Monument-klassikere“, de vigtigste i sæsonen, tildeles vinderen 100 point til UCIs verdensrangliste.
Ruten i Milano-San Remo
Milano-San Remo betegnes ofte som “Sprinternes Klassiker”, i det ruten er tilpas flad til, at sprinterne kan sidde med helt til slut. Derfor afgøres løbet ofte i en massespurt, og det er oftest den sprinter, der er i den bedste form i denne tidlige del af sæsonen, der vinder.
Selvom ruten er forholdsvis flad, ligger der dog et par stigninger undervejs. Mest frygtindgydende er Passo del Turchino, der nogle steder har en stigningsprocent på 10. Men eftersom Passo del Turchino ligger ca. midtvejs i løbet, er det sjældent at løbet finder sin afgørelse her.
Stigningen Poggio kort før mål har derimod ofte været brugt som afsæt til et afgørende angreb.
Kongerne af Milano-San Remo
Den første Campionissimo
Den første store, dominerende skikkelse i Milano-San Remo var Costante Girardengo (billedet) Han tog sin første sejr i løbet i 1918, og frem til 1928 vandt han i alt 6 gange. Han var Italiens første Campionissimo – Mestrenes Mester – og hans professionelle karriere strakte sig over hele 23 år, siden han debuterede som 20-årig i 1913 og trak sig tilbage i 1936, 43 år gammel.
Udover sejrene i Milano-San Remo opnåede han 2 sejre i Giro d’Italia og 3 i Lombardiet Rundt, ligesom han blev italiensk mester hele 9 gange. Constante Girardengo kørte fortrinsvis sine løb i Italien, i det udlandsrejser var væsentlig sværere at foretage dengang.
Italienere på hjemmebane
Italienerne har igennem årene været de mest dominerende i Milano-San Remo. I 1930erne tog Giuseppe Olmo og Alfredo Binda stafetten fra Constante Girardengo op og vandt 2 sejre hver. Dette parløb var på en måde en forløber til en af cykelsportens helt store rivaliseringer, nemlig rivaliseringen mellem Gino Bartali og Fausto Coppi. De to mega-stjerners årelange duel udspillede sig på de store cykelscener i Europa, og Milano-San Remo var ingen undtagelse. Her var det for en gangs skyld Bartali, der trak det længste strå med sine 4 sejre, mens Coppi måtte “nøjes” med 3.
I nyere tid har italienerne måtte vige pladsen lidt for andre nationers ryttere. Michele Dancelli og Felice Gimondis sejre i 1970erne står mest som indskudte sætninger i duellen mellem Eddy Merckx og Roger de Vlaeminck.
I starten af 1980erne blev det til 2 italienske sejre, nemlig til Giuseppe Saronni og Francesco Moser, men i 1990erne begyndte værtsnationen igen at dominere løbet. Gianni Bugno, Claudio Chiapucci, Maurizio Fondriest og Gabriele Colombo sørgede for 4 italienske sejre i det årti.
Efter årtusindskiftet har italienerne fortsat med at vise flaget i Milano-San Remo. Mario Cipollini, Paolo Bettini, Allessandro Petacchi og Filippo Pozzato – alle ryttere der er kendte for at være hurtige på stregen – sørgede for 4 italienske sejre i årtiet.
Belgierne
Mens det gennem tiden er blevet til hele 50 italienske sejre i Milano-San Remo, er belgierne godt med. 20 sejre har de samlet ind i løbet over årene. Det er dog primært to ryttere, de kan takke for det. Eddy Merckx‘ 7 sejre er rekord – ikke bare i Milano-San Remo, men for én-dags-klassikere generelt. Ingen anden rytter har formået at vinde 7 sejre i samme klassiker. Merckx’ evige rival, Roger de Vlaeminck, vandt løbet 3 gange, og de to står således for halvdelen af de belgiske triumfer i løbet.
Milano San Remo 2011 og 2012 gav begge år sejre til australske ryttere. I 2011-udgaven sejrede Matthew Goss, og i Milano San Remo 2012 spurtbesejrede hans landsmand Simon Gerrans fra GreenEdge (på en Scott cykel) Fabian Cancellara fra RadioShack Nissan Trek og Vincenzo Nibali fra Liquigas-Cannondale.
