La Fleche Wallone
La Flèche Wallone blev afholdt første gang i 1936. På en cykelsæson er løbet årets anden Ardennerklassiker. La Flèche Wallone køres i Vallonien i Belgien i april måned som et midt-uge-løb mellem den hollandske Ardennerklassiker, Amstel Gold Race og den anden belgiske Ardennerklassiker Liège-Bastogne-Liège.
Vallonien ligger i den sydlige del af Belgien, hvor fransk er hovedsproget. La Flèche Wallone, der betyder på dansk “Den vallonske pil”, starter i Charleroi og slutter i Huy på den stejle stigning, Mur de Huy, der visse steder har stigningsprocenter på op til 15%.
Vinderne i La Flèche Wallone
Som det næsten er kotume i forårets én-dagsløb i Europa har belgierne også i Flèche Wallone nydt godt af hjemmebanefordelen gennem tiden. Først i 1948 – tolvte gang løbet blev afholdt – lykkedes det en udlænding, i skikkelse af italieneren Fermo Camellini, at tage sejren.
I de år der fulgte fortsatte belgiernes dominans. Selvom Fausto Coppi sin sejr i 1950 og schweizeren Ferdi Kubler med sejre i 1951 og 1952, fik sat andre flag øverst på sejrsskamlen, var det belgierne med Stan Ockers og Rik Van Steenbergen i spidsen, der satte sig på titlerne.
Den belgiske dominans fortsatte op gennem 60erne og 70erne, personificeret ved Eddy Merckx’ tre sejre (1967, 1970 og 1972) og sejre til andre store, belgiske ryttere som Rik van Loy og Roger de Vlaeminck.
Men i slutningen af 1970erne og op igennem 1980erne blev der længere med de belgiske hjemmebane-sejre. Franskmændene og italienerne ville blande sig. Bernard Hinault (1979 og 1983), Michel Laurent (1978), Laurent Fignon (1986) og Jean Claude Leclercq (1987) sørgede for de franske farver, mens Francesco Moser (1977), Giuseppe Saronni (1980) og Mario Beccia (1982) vandt for Italien. Danske Kim Andersen triumferede i 1984-udgaven af Flèche Wallone.
Op gennem 1980erne var der kun belgiske sejre i 1981 ved Daniel Willems og i 1985 og 1989 til den tidligere verdensmester, Claude Criquielion.
1990erne blev italienernes årti, og årtiet gik helt uden belgiske vindere i Flèche Wallone. Med Moreno Argentins tre sejre (1990, 1991 og 1994) og sejre til Giorgio Furlan (1992), Maurizio Fondriest (1983), Michele Bartoli 1999 og Francesco Casagrande (2000) dominerede de italienske ryttere, selvom franske Laurent Jalabart vandt to sejre (1995 og 1997), og en vis Lance Armstrong vandt i 1996. Bo Hamburger gav også Danmark endnu en sejr i Flèche Wallone i 1998.
Belgiernes onde stime blev brudt i 2001 af Rik Verbrugghe, og hans landsmand Mario Aerts fulgte sejren op året efter.
Efter årtusindskiftet har de italienske ryttere fortsat succes. Davide Rebellin og Danilo Di Luca har formået vinde to gange hver. Spanierne begyndte samtidig at blande sig. I 2004 vandt Igor Astarloa som den første spanier nogensinde, og i 2006 lykkedes det for hans landsmand Alessandro Valverde. I 2011 var der atter en belgier øverst på podiet – i skikkelse af Philippe Gilbert. Gilbert måtte se sig slået i 2012-udgaven af La Flèche Wallone og måtte nøjes med tredjepladsen efter Michael Albasini fra GreenEdge og vinderen Joaquim Rodriguez fra Katusha. Også i 2013 og 2014 stod der spanske ryttere øverst på sejrsskamlen – i skikkelse af først Daniel Moreno og siden endnu en gang Alejandro Valverde.
