Tour de France 2019 – favoritterne!

Når Tour de France 2019 skydes i gang den 6. juli, er det med et favoritfelt, der er bredere end set længe. For med storfavoritten Chris Froome, Tom Dumoulin og Primoz Roglic ude, er løbet virkelig åbent. Ruten byder på mange bjerge i år, og med kun en enkeltstart – på under 30 km – er det bestemt en rute for bjergrytterne. Rytterne skal over ikoniske bjerge som Col d’Iseran, Col d’Izoard og Col du Galibier, og det sidste bjergetape-slag – på næstsidste dag – skal slås i skisportsstedet Val Thorens. Hvem kommer til Tour de France 2019 som favoritter? Se vores bud her:

Garaint Thomas

Han har gjort det før – sidste år – og er bookmakernes favorit, nu hvor Froome er ude. Thomas har en 3. plads i Romandiet Rundt i år i resultatbogen, så han har fået gang i benene. Men bliver presset for stort? Da han vandt i 2018, var det en overraskelse, og det bliver muligvis svært for waliseren at gentage succes’en.

Egan Bernal

Den unge colombianer var oprindelig tænkt som luksushjælperytter for Froome og Thomas på det stærke Team Ineos-hold. MEN: med Froome ude, er der måske en åbning for Bernal, hvis Thomas ikke er i god nok form. Bernal var på vej tilbage fra en skade inden Tour de Suisse, så det var ikke lige til at bedømme hans form. Men han viste stor styrke og vandt foran australieren Rohan Dennis. Bernal må derfor anses som en stærk outsider. Han kører på et godt hold, og hvis han pludselig ser stærkere ud en Garaint Thomas i starten af løbet, kan han være svær at komme uden om for Team Ineos. På Cykelogi.dk har vi fidus til Bernal – endda på podiets øverste plads.

Nairo Quintana

Quintana har altid været god, når det går opad – og det gør det i hvert fald i år – men hans manglende evner på enkeltstart gør, at vi ikke placerer ham på vores liste over podiefavoritter, også selvom der er under 30 km enkeltstart i år. Det er to år siden Quintanas sidste etapeløbssejr, men colombianeren bør altid nævnes blandt favoritterne – måske en top 5?

Mikel Landa

Quintanas stærke holdkammerat og et af to kort, som Moviestar kan spille ud. Landa har rutinen og formentlig overskuddet til en god Tour. Også han bejler til en plads i top 5.

Richie Porte

Porte har de senere år altid været blandt favoritterne i Touren – bliver 2019 året for ham? Han har stabiliteten og udholdenheden – og ikke mindst rutinen. En podieplads bør være inden for rækkevidde, hvis han kan undgå uheld.

Adam Yates

Den talentfulde Michelton-Scott rytter havde 3 dage i gult i Critérium du Dauphiné, men blev slået af Fuglsang på 7. etape. Han udgik på 8. og sidste etape, og det er svært at vurdere hans umiddelbare form op til Touren i år. Top 5? Måske podiet? Yates bliver i hvert fald spændende at følge, og han kommer efter al sandsynlighed til at sidde med blandt de bedste, når det går opad.

Tejay van Garderen

Amerikaneren blev 2er i Dauphiné i år – 20 sekunder efter Jakob Fuglsang- og altid en mand, man må regne med. Vi tror dog, at der står stærkere end ham i år.

Rigoberto Uran

Colombianeren har haft en sløv sæson i år, men han har vist gode resultater i Touren før, og med sine 32 år har han rutinen.
Han kan blive den helt store overraskelse i år – også selvom bookmakerne ikke har fidus til ham.

Jacob Fuglsang

Sejren i Critérium du Dauphiné i år lover godt. Og med Froome ude af årets Tour er mulighederne bestemt til stede for Fuglsang. En podieplads bør være inden for rækkevidde, men vi håber naturligvis på mere.

Thibaut Pinot

5. plads i Dauphiné tyder på, at formen er ved at være på plads. Spørgsmålet er, om hjemmebanen er en fordel eller en ulempe i forhold til presset.
Siden sin tredjeplads i 2014 og en etapesejr i 2015, har Pinot ikke markeret sig betydeligt i Tour de France. Men han har 3 samlede sejre i mindre etapeløb de seneste 2 1/2 år, så han bør regnes blandt de mulige i hvert i top 10.

Steven Kruijswijk

Hollænderen blev kørt agter ud i Dauphiné – men et godt bud på en top 10 placering, især hvis holdkammeraten Primoz Roglic ikke er med (eller er i form til at køre med i toppen).

Roman Bardet

Den franske stjerne er god i bjergene – men ikke god nok på enkeltstart. Top 10, måske?

Vincenzo Nibali

Italieneren har rutinen og ved, hvad der skal til. Hans kørsel i Giroen lover for et godt Tour de France i 2019. Bookmakerne tror ikke meget på ham, men han er snu, og stadig stærk når det går op ad.

Wout Poels

Går det helt galt for Garaint Thomas og Egan Bernal, må Team Ineos sætte deres lid til Wout Poels – hvis hollænderen får lidt frie tøjler, bør han være i spil til en top 10 placering.