Aerodynamik betyder alt!
Som racercykel-entusiaster fokuserer vi ofte på vægt. Vægtbesparelse er en klassisk begrundelse for at ofre sparegrisen på f.eks. en gear-gruppe-opgradering, og det selvom vægtforskellen på eksempelvis en Shimano Ultegra og en Shimano 105 gear-gruppe er på ca. 250 gram – eller knap 10% – hvis man regner pedalerne med. Shimano Ultegra gear-gruppen er ca. 45% dyrere, og prisforskellen på ca. 3000 kr. er til at tage og føle på for at spare 250 gram. En beskeden håndfuld gram som de fleste nok ville kunne tabe på en uge.
Vægt betyder naturligvis noget, når det går opad, men på de danske landeveje er det ikke så meget bakkerne men snarere vinden, der er en faktor. Det er derfor interessant at se på aerodynamik, og hvad du kan gøre for at skære dyrebare sekunder og minutter af din tid.
Den amerikanske cykelproducent Specializeds YouTube-kanal indeholder en række interessante tests foretaget en vindtunnel. Det er resultaterne af nogle af disse tests, vi præsenterer her. Det gode ved Specialized-folkenes undersøgelser er, at de gør tidsforbedringerne meget konkrete ved at omregne dem til sekunder sparet på en 40 km. tur. Vi har valgt at se på både de forbedringer, udstyrsopgraderinger giver, og de ting, du selv kan gøre for at forbedre dine tider – uden at det koster noget.
Cykeltøjet
Det er nok de færreste, der synes, at cykeltøj er klædeligt. Men der er altså et formål med, at det skal sidde så stramt som muligt. Folkene bag
undersøgelsen fandt, at der snildt kan spares 80-90 sekunder på 40 km ved at skifte til mere stramtsiddende tøj. På en 100 km. tur kan man altså skære 4-5 minutter af sin tid. Cykeltøjet er klart den billigste måde at spare sekunder på, da man alene ved at vælge tøj, der sidder bedre/strammere, kan forbedre sin tid.
Cykelhjelmen
Der er også forskel på cykelhjelme. Specialized-folkene testede to af Specialized egne cykelhjelme for at se forskellen, Specialized Prevail overfor Specialized Evade. Prisforskellen er ikke stor, begge ligger på ca. 1.500 kr*., og er derfor i den relativt dyre ende. Evade-hjelmen forbedrede tiden på 40 km med lidt over 40 sekunder, så der kan være sekunder at hente ved at gå efter en mere aerodynamisk hjelm som Evade, fremfor Prevail-hjelmen der primært fokuserer på god ventilation i varmt vejr.
Hjulene
Aerodynamiske hjul ligger ofte højt på racercykelentusiasters ønskeliste. Alene det, at de giver cyklen et markant facelift, får munden til at løbe i vand. Men de kan også forbedre ens tid. I vindtunnellen gav de aerodynamiske hjul en tidsforbedring på 34 sekunder på 40 km. Målingen blev dog foretaget i direkte modvind, hvor effekten af de aerodynamiske er mindre end i sidevind.
Rammen
Opgradering af rammen er den dyreste udstyrsopgradering. I testen havde Specialized-folkene målt Specialized Tarmac-rammen op i mod den mere aerodynamiske Specialized Venge-ramme. Forbedringen var relativt stor: 59 sekunder på 40 km.
Vi bliver tit spurgt, om betydningen af rammen på en racercykel, og her kan man i hvert fald få et indtryk. På en 100 km.-tur kan man i følge denne test skære godt 3 minutter af sin tid, hvilket må siges at være af betydning.
Det er dog interessant at se, at den billigste udstyrsopgradering, nemlig tøjet, er den, der har størst positiv effekt. Men det er også til at forstå, hvorfor de professionelle cykelhold er interesserede i, at der lægges kræfter i at forbedre hjul og rammer i forhold til vindmodstand, når cykelløb afgøres på sekunder.
Se Specializeds video:
Hvad kan man ellers gøre for at køre hurtigere på racercykel?
Man kan altså godt forbedre sin tid ganske betragteligt ved at opgradere sin racercykel. Men Specialized har også testet, hvad man ellers kan gøre for at køre stærkere på racercykel – uden at det koster noget.
Barberede ben
At cykelryttere barberer deres ben har altid været noget, medierne har fokuseret på. Grundene er der blevet gisnet en del om. Nogle henviser til traditionerne, andre til fordelene i forbindelse med massage, og nogle refererer til sårbehandling efter styrt. Specialized-folkene går dog mere videnskabeligt til værks og tester de barberede stænger op imod de ubarberede i vindtunnellen.
Resultatet af testen er virkelig bemærkelsesværdig: 82 sekunder sparet over 40 km! Næsten halvandet minut – og altså en større forbedring end en hjul-opgradering.
Se videoen her – den er ret skæg:
Positur på cyklen
Hvordan man sidder på cyklen har enorm betydning for aerodynamikken. Specializeds test viser HVOR store forskelle, der er på vindmodstanden – alt efter ens positur på cyklen. I vindtunnellen har Specializeds testteam lavet målinger på 4 forskellige positurer: Hænderne placeret på toppen af styret, i bremsegrebene, i drops’ne, og til sidst rytteren i aero-positur med albuerne placeret på styret.
Forskellene er markante. Blot ved at skifte fra den oprejste (og komfortable) positur med hænderne på toppen af styret til at placere hænderne på bremsegrebene sparede forsøgspersonen 90 sekunder over 40 km. Ved at skifte fra bremsegrebene ned til drops’ne sparede forsøgspersonen yderligere 65 sekunder på 40 km. De fleste cykelryttere skifter ofte mellem netop disse to positurer.
Tidsforbedringerne understreger vigtigheden af, at man køber en racercykel i den rigtige størrelse og samtidig bruger tid på at indstille den rigtigt. Får man købt rammen for stor, vil det ofte være for anstrengende at køre med hænderne i drops’ne over længere tid, og man snyder således sig selv for dyrebareminutter.
Specializeds test viste dog, at den mest markante forbedring var skiftet fra drops’ne til den foroverbøjede positur med albuerne på styret. Denne positur ligner enkelstarts-posituren, og resultatet illustrerer, hvorfor enkelstartscykler har deres specielle styr. Hele 3 minutter var tidsbesparelsen på over 40 km.
Se videoen her:
Udstyrsopgraderinger er sjove, og de virker. Men der er også en hel del, man selv kan gøre for at køre stærkere på racercyklen.
God fornøjelse!