Ribble cykler sælges af Ribble Cycles i England

Ribble Gran Fondo

Ribble cykler er endnu et eksempel på en cykelfabrikant, som har valgt at fokusere på salg direkte til kunden over internettet. På den måde undgår man fordyrende mellemled, men det betyder samtidig, at man er nødt til at være god til at hjælpe kunden træffe de rigtige valg i forhold til geometri, rammestørrelse, udstyr osv. Den tyske cykelfabrikant Canyon, der benytter sig af samme salgsmodel, har gjort meget ud af at skabe en lækker købsoplevelse på deres site.

Helt så lækker er Ribble Cycles hjemmeside ikke. Men til gengæld tilbyder Ribble Cycles en meget detaljeret “Bike Builder”, der sætter kunden i stand til at vælge cyklens dele ned i mindste detalje, hvis man ønsker det. Og man har i det hele taget gode muligheder for at vælge præcis den cykel, man vil have. Ribble cykler kan fås helt ned til omkring 5.000 kr, hvis man tager den billigste af de 6 alu-rammer – prisen for den billigste Ribble cykel med carbonramme er lige over 7.000 kr.  Man skal dog regne med, at prisen stiger, hver gang man opgraderer en del, når man sammensætter sin cykel. Den billigste carbon-racer stiger fx. til lige over 11.000 kr., hvis man ønsker en Shimano Ultegra gear-gruppe.

Ribble Cycles ligger i Lancashire i England.

 

Ribble Cycles – lavet i Østen, solgt i England

Ribble Cycles får fremstillet deres carbonrammer i Østen, og det er en af grundene til, at de kan holde deres priser nede. Ribble cykler får dog ganske fine anmeldelser i diverse cykelmagasiner, og fordi de er en stor importør, kan de opnå stordriftsfordele. Det gælder også i forhold til hjul og gear-grupper med videre, som Ribble Cycles også sælger separat. Eksempelvis kan man købe en Shimano Ultegra 11 speed gear-gruppe for omkring 4.500 kr., hvilket er flere hundrede kroner billigere end i Danmark. Er man på udkig efter cykelhjul, kan det også betale sig at kigge forbi deres hjemmeside. Et begynderhjul som fx. det meget udbredte Fulcrum Racing 7 kan fås for lige omkring 1.000 kr. pr. sæt, hvilket er en besparelse på 20-30% i forhold til her.

Ribble Cycles links: