Hvad koster det at komme i gang med cykling?

Cykling kan være en dyr sport at komme i gang med.

Hvad koster det at komme i gang med cykling? Som nævnt andetsteds er cykling ikke nogen billig sport. Et er, at det formentlig bliver dyrt, hvis (eller når) man bliver bidt af sporten og vil have bedre udstyr. Et andet er, at der er en del ting, man er nødt til at anskaffe sig for overhovedet at kunne prøve cykling som sport af.

Læs eventuelt artiklen Det vigtigste udstyr når du skal i gang og få et overblik.

Her på siden har vi forsøgt at opridse, hvor meget det koster at komme i gang med cykling. I oversigten går vi ud fra, at du er nybegynder med et begrænset budget (da du endnu ikke er grebet helt af cykelsport og det meget udbredte GAS – Gear Acquisition Syndrome) – og at du skal anskaffe alting selv. Det kan naturligvis altid anbefales at låne sig frem til at begynde med.

Oversigt – Startkit til cykling

Cykelhjelm

En cykelhjelm er et must – også selvom du mener, at de er grimme. I dag ser man næsten ikke cykelryttere uden, og hjelm er også påbudt i de professionelle cykelløb.

Ca. pris:  Cykelhjelme kan fås fra 100 kr. helt op til et par tusind kroner. Vi regner her med en god begynder-cykelhjelm til 500 kr.

 

Cykelbukser / Cykelshorts

Cykelbukser / Cykelshorts er heller ikke specielt klædelige, men som nybegynder skal du huske på, at en saddel på en racercykel ikke er polstret som på en almindelig cykel – derfor kommer du ikke uden om at anskaffe et par. Cykelbukser kan naturligvis også koste ganske mange penge, alt efter hvilket mærke du vil have. Ofte er det et spørgsmål om, hvor meget der kælet for detaljerne.

Ca. prisVi regner her med et par cykelbukser, der ikke er de billigste. En øm bagdel går hårdt ud over komforten, og lægger ofte en dæmper på lysten til at køre. Ca. pris: 600 kr.

 

Cykeltrøje

En cykeltrøje er egentlig ikke strengt nødvendig for at komme i gang, men cykeltrøjer har den fordel, at de er kropsnære og derfor rigtig rare at cykle med. Derudover er ryglommerne ganske nyttige til nøgler, penge, dankort, energibarer og lign. Det kan dog være nødvendigt at have en med lange ærmer også – de er oftest lidt dyrere. Ellers kan man ofte klare sig med at have en skiundertrøje inden under, hvis det er koldt i vejret.

Ca. pris:  En cykeltrøje behøver ikke være dyr, og en no-name-cykeltrøje i åndbart materiale med et par ryglommer er helt fint at begynde med. Vi regner her med ca. 300 kr.

 

Cykelsko

Skoene til en racercykel har en klampe, der klikkes ind i pedalen, når man kører. Der kræves derfor særlige sko. Man kan godt komme i gang med racercykling uden at have klikpedaler, men fordelen ved både at kunne træde og trække, når man kører, er altså stor. Derfor anbefaler vi klart at køre med klikpedaler og cykelsko.

Ca. pris: Cykelsko kan være meget dyre, helt op til 3.000 kr. Man kan få en billig begyndersko til omkring 3-400 kr. i fx. Bilka, men vi vælger i dette tilfælde en smule dyrere sko til 600 kr.

 

Totalt set: Hvad koster det at komme i gang?

Alt i alt giver ovenstående en samlet investering på ca. 2.300 kr. i udstyr, hvis man ikke er så heldig at kunne låne sig frem. Der kommer også udgifter til mindre ting, fx. eventuelle nye dæk, slanger, en pumpe, drikkedunk, cykelhandsker osv.

Dertil kommer naturligvis selve cyklen. Der er en del ting, man skal overveje, inden man køber. I sidste ende handler det om, hvor meget man er villig til at investere. På den ene side er det ikke nogen god idé at købe en dyr cykel, hvis interessen ikke holder ved. På den anden side kan man også købe en for billig cykel, som man hurtigt bliver træt af.

Læs videre i artiklen Værd at vide når du skal købe en racercykel.

Du kan sagtens finde en udemærket begynder-cykel til 6.000 – 7.000 kr., eventuelt brugt. Men så er den samlede investering for at komme i gang også tæt på de 10.000 kr.