Den måske mest kendte af Forårsklassikerne er Paris-Roubaix. Cykelløbet, der også kaldes “Helvede i Nord” og “Klassikernes Dronning”, er berygtet for sin hårdhed, mest på grund af at lange stykker af ruten køres på meget ujævne brosten, de såkaldte pavéer. Konstant er der punkteringer og styrt. Der er således tale om en ganske særlig disciplin inden for landevejscykling. Paris-Roubaix er en af de fem “Monument-klassikere“, der udgør de fem vigtigste én-dags-løb i løbet af en sæson. Løbet giver vinderen 100 point på UCIs point-rangliste, hvilket er lige så meget som vinderen af fx. Paris Nice og Schweiz Rundt får.

Specielle cykler

Paris–Roubaix stiller også store krav til rytternes udstyr. På grund af de krævende vejforhold er det ofte specielle rammer og hjul, der bliver taget i brug til netop dette løb. Nogle ryttere vælger at bruge bredere dæk, nogle benytter Canti-Lever-bremser, der ellers er mest kendt fra nogle typer mountainbikes, og andre vælger at have et ekstra sæt bremsegreb monteret. Greg LeMond er en af en række ryttere, der har eksperimenteret med at køre med støddæmpere. En særlig udfordring for de deltagende hold er, at det ikke er alle steder på ruten, hvor det er lige let at komme frem med servicevognen. Holdene placerer derfor ofte mekanikere og ekstra udstyr langs ruten. Arrangørerne stiller dog også service til rådighed. Men det er ikke helt let at være neutral servicevogn, i det holdene benytter forskelligt udstyr. I servicevognen har de derfor lister over hvem, der benytter hvilke gear-grupper, rammer og hjul.

Kongerne af Paris-Roubaix

 Roger de Vlaeminck vinder Paris Roubaix i 1977

Roger de Vlaeminck kører i mål som vinder af Paris Roubaix i 1977.

Belgierne har domineret i Paris-Roubaix faktisk siden 1920erne. Roger de Vlaeminck (billedet til højre) har rekorden for flest vundne sejre. 4 sejre på 6 år, fra 1972 til 1977, blev det til for de Vlaeminck, der først og fremmest var specialist i én-dags-løb.  Hans landsmand Tom Boonen hentede i 2012 sin fjerde sejr og tangerede dermed de Vlaemincks rekord. Og eftersom han stadig er aktiv, er han et stærkt bud en ny rekord.
3 andre belgiere og en italiener har formået at vinde 3 sejre i Paris-Roubaix.

Gaston Rebry sejrede 3 gange i 1930erne, Rik van Looy gjorde ham kunsten efter i starten af 1960erne, og Eddy Merckx sejrede i 1968, 1970 og 1973. 1978 trådte italieneren Francesco Moser helt op på sejrsskamlens øverste trin efter at have måtte affinde sig med andenpladsen i 1974 og 1976. Moser slog de Vlaeminck i sturten og fik således hævn for nederlaget i 1974. Han dominerede løbet de kommende år og sikrede sig tre sejre i træk (som den eneste hidtil) frem til 1979. Hele 7 podieplaceringer opnåede Moser i alt i løbet, og han er så sandelig en af de centrale skikkelser i løbets lange historie.

Endnu en belgisk én-dags-specialist, Johan Museeuw, har opnået 3 sejre i Paris-Roubaix – i 1996, 2000 og 2002. Museeuw var en bomstærk rytter, der må siges at have gjort brostensløbene til sin specialitet. Han sejrede også på brostene i Flandern Rundt 3 gange.

Fabian Cancellara har vundet Paris Roubaix 2 gange.

Fabian Cancellara

Tom Boonen er som nævnt stadig blandt favoritterne til at komme på podiet i Roubaix de kommende år. Han må dog regne med skarp konkurrence fra schweizeren Fabian Cancellara (billedet til højre), der har vundet løbet to gange og kom ind på 2. pladsen i Paris-Roubaix 2011, kun 19 sekunder efter vinderen, belgieren Johan van Summeren. Cancellera har vist sig stærk på brostene og har en sejr og en tredjeplads i Flandern Rundt på CVet ved siden af sine to sejre på Velodromen i Roubaix.

Indtil nu har ingen danskere formået at vinde Paris-Roubaix.

 

Ruten i Paris-Roubaix

Ruten i Paris-Roubaix er ikke den samme hvert år. Løbets længde er dog som regel i omegnen af 260 km. Og på trods af de vanskelige forhold, bliver der kørt stærkt! Hollænderen Peter Post er noteret for den hurtigste gennemsnitsfart i løbets historie. Da Post sejrede i 1964, kørte han de 265 km med en gennemsnitsfart på 45,129 km/timen. I nyere tid er Tom Boonens gennemsnitsfart i forbindelse med hans sejr i 2008 den flotteste – 43,4 km/timen.

Arenberg – det afgørende moment i Paris-Roubaix

Arenberg-skoven er et fast element, som arrangørerne altid inkluderer på ruten i Paris-Roubaix. Selvom de 2400 meter brosten ligger ca. 100 km fra målet på cykelbanen i Roubaix, er det ofte på denne del af ruten, at løbet finder sin afgørelse. Det er blandt de ryttere, der slipper nådigst gennem Arenberg, at vinderen skal findes.

Tom Boonen på Velodromen i Roubaix

Tom Boonen fejrer sin 3. sejr på Velodromen i Roubaix i 2009.

Velodromen i Roubaix – opløbsstrækningen

Den gamle cykelbane Velodrome Roubaix er også blevet et fast element i Paris-Roubaix, siden løbet havde opløb her første gang i 1943. De sidste 750 m af Paris-Roubaix køres på Velodromen, hvilket naturligvis er til stor glæde for tilskuerne. Cykelbanens baderum prydes af messingskilte med vindernes navne. Tom Boonen – der på billedet til højre fejrer sin tredje sejr på Velodromen i Roubaix i 2009 – har i øvrigt udtalt: “Når jeg står i badet i Roubaix, begynder jeg faktisk mine forberedelser til næste år.”

 

En forårsdag i helvede

Jørgen Leths film “En forårsdag i helvede” skildrer Paris-Roubaix årgang 1976. Det er tidens store navne, var favoritter til den eftertragtede titel, og Leths film følger Eddy Merckx, Francesco Moser, Roger de Vlaeminck og Freddy Maertens tæt. Filmen er et must for alle cykelentusiaster.

Merckx havde sejret i 1973 for tredje gang, men siden havde hans rival og landsmand Roger de Vlaeminck også formået at vinde løbet tre gange. I 1976 var banen således kridtet godt og grundigt op til et opgør mellem de to. Det blev dog en helt tredje belgier, der snød dem til sidst. Marc Demeyer, der egentlig var hjælperytter for Freddy Maertens, men fik frie tøjler, da Maertens måtte udgå, satte sit angreb ind i slutspurten på Velodromen i Roubaix, og vandt foran italieneren Francesco Moser.