Giro d’Italia

Hvert år i maj vendes cykelsportens øjne mod Italien, når det årlige Giro d’Italia – Italien Rundt – skydes i gang. Det tre uger lange etapeløb rangerer som det næstvigtigste etapeløb i verden efter Tour de France. Løbet har været kørt siden 1909, kun afbrudt af de to verdenskrige.

Løbets trøjer adskiller sig fra trøjerne i de andre to store etapeløb, der udgør Grand Tours, i og med at førertrøjen – Maglia Rosa – er lyserød, bjergtrøjen er grøn, mens pointkonkurrencens førende rytter iklædes en lilla trøje. Den førende ungdomsrytter kører i en hvid trøje – ligesom i Tour’en.

Italiensk dominans i Giro d’Italia

Starten af Giro d’Italias historie var præget af italienske ryttere. Faktisk skulle der gå 40 år, før en ikke-italiener kunne bære den lyserøde førertrøje helt til mål. Det blev schweizeren Hugo Koblet, der brød den italienske dominans i Giroen i 1950 ved at sejre foran Gino Bartali – den ene halvdel af Coppi-Bartali-rivaliseringen i italiensk cykelsports storhedstid.

Men indtil Koblets sejr i 1950 regeredes Giro d’Italia af italienerne. Alfredo Binda hev i alt 5 Giro-sejre hjem, den første i 1925 og tre i træk fra 1927 til ’29. Fausto Coppi gjorde ham kunsten efter ved også at tage 5 titler. Coppi gjorde det dog over en periode på 13 år – den første sejr i 1940, den sidste i 1953. Man kan endog kun spekulere i, hvor mange flere den store mester kunne have vundet, hvis ikke Anden Verdenskrig betød 5 års pause i Giroen, fra 1941 til 1945. Coppis evige rival, Gino Bartali, tog titlen 3 gange – med 10 år mellem den første og den tredje sejr. Også Fiorenzo Magni – der ofte kaldes for den tredje mand i den italienske cykelsports guldalder – vandt tre Giro’er.

Fra 1950 til 1960erne sluttede vandt italienske ryttere 13 sejre ud 20 mulige. Franco Balmamion vandt 2 sejre, og midt i 60erne dukkede en vis Felice Gimondi (billedet til højre) op. Han udfoldede sig som en af Giro-historiens mest dominerende ryttere fra sidst i 60erne og op gennem 70erne med 9 podieplaceringer, heraf 3 sejre, 2 andenpladser og fire tredjepladser.

I 1950-1970 blev italienernes dominans kun brudt af de to schweizere, førnævnte Hugo Koblet og Carlo Cleric, der vandt i 1954, Luxembourgs Charly Gaul, der vandt to Giro-sejre, franskmanden Jacques Anquetil, der udover sine to sejre også fik to andenpladser og to tredjepladser. Anquetil blev i 1960 den første franskmand til at vinde Giroen. Udover sine to Giro-sejre, lykkedes det Anquetil at vinde Tour de France hele 5 gange – i øvrigt som den første  nogensinde. Han var især kendt for  enkeltstarterne, og hans speciale var kampen med tiden. I 1956 beviste han dette, da han slog Fausto Coppis 14 år gamle time-rekord. Netop evnerne i enkeltstart gav ham tilnavnet “Monsieur Chrono”. Jacques Anquetil vandt sin anden Giro i 1964, og derefter var banen kridtet op til en vis Eddy Merckx.

Felice Gimondi

Felice Gimondi i Giro d'Italia

Merckx og Giro d’Italia

Kannibalen x 5

Merckx vandt Giroen første gang i 1968 og igen i 1970. Merckx har senere udtalt, at det var sejren i Giroen i ´68, der gav ham troen på, at han kunne vinde Tour de France. Svenskeren Gösta Pettersson tog sejren i 1971, men de følgende tre år stod atter i Merckx’ tegn, og han vandt sin 5 Giro i 1974, en begivenhed der i øvrigt er dokumenteret i Jørgen Leths Stjernerne og vandbærerne.

Det lykkedes Eddy Merckx at vinde Tour de France og Giro d’Italia samme år hele tre gange.

Eddy Merckx

Eddy Merckx i Giro d'Italia

80erne i Giroen

Franskmændene gjorde et kraftigt indryk i Giroen i 1980erne. Bernhard Hinault vandt hele tre gange, første gang i 1980. Det lykkedes ham at dominere de store etapeløb i perioden fra 1978 til 1985, i det han vandt Tour de France 5 gange og Stephen Roche, amerikaneren Andy Hampsten og Hinaults landsmand Laurent Fignon holdt italiernerne fra fadet fra 1987 til 1990, hvor Gianni Bugno vandt Giro-tronen tilbage for italienerne.

Italienerne slår igen

Bugnos sejr i 1990 blev fulgt op af landsmanden Franco Chioccioli i 1991, men far 1992 til 1997 kunne italienerne ikke hamle op med tidens store internationale stjerner, der naturligt nok også ville sætte deres præg på det prestigefyldte italienske etapeløb. Miguel Indurain (2 sejre), Evgeni Berzin, Tony Rominger og Pavel Tonkov tog sejrene frem til Ivan Gotti tilbageerobrede titlen i 1997. De følgende 10 år blev den bedste “winning streak” for italienerne i deres eget etapeløb siden 1950. Ivan Gotti, Gilberto Simoni,og Paolo Savoldelli hev hver to sejre hjem, og Marco Pantanis sejr i 1998 blev kun smukkere af, at han formåede at vinde Tour de France samme år.
Siden Gottis sejr i 1997 og frem til Alberto Contadors anden sejr i 2011 har italienerne vundet 12 af de 15 gange, løbet af været afholdt. Udover Contador har kun russeren Denis Menchov formået at bryde italienernes dominans i de senere år. Ivan Basso har vundet to gange, og de italienske stjerneryttere Damiano Cunego, Stefano Garzelli og Danilo Di Luca har også formået at bære Maglia Rosa i mål i Giro d’Italia. Da Alberto Contador blev frataget sin 2011-titel pga. en dopingdom, blev endnu en italiener, Michele Scarponi, automatisk forfremmet fra nummer 2 til vinder.