Her på Cykelogi.dk har vi prøvet at se lidt på, hvilke tendenser og trends vi kan forvente at se inden for motionscykelsport de kommende år. Hvor bevæger producenterne sig hen, når det gælder udstyr, og hvad skal man som køber holde øje med? Dette blog-indlæg henvender sig mest til nybegyndere inden for cykling og motionister, der måske står overfor at købe en ny racercykel. Sidstnævnte kan glæde sig over, at der er sket meget store forbedringer i forhold til udstyr – også til motionisterne.

Carbon til alle

Den teknologiske udvikling inden for racercykler er ikke så forskellig fra fx udviklingen i bilbranchen. Ny teknologi, som man i starten skal betale ekstra for, bliver med tiden standard. Et par eksempler fra netop bilbranchen kunne være airbags, servostyring, centrallås, osv. Sådan er det også inden for racercykler: de teknologiske landvindinger, der sker på topmodellerne, gives videre til de billigere modeller.

Og eftersom det netop i de sidste år er gået stærkt, er top-udstyret nu ved at nærme sig et niveau, hvor også almindelige motionister kan være med. Navnlig inden for rammematerialer til racercykler er denne tendens tydelig. Carbon er ikke længere kun tilgængeligt på topmodellerne. Og hvis man dertil lægger, at en Shimano 105 fra 2013 er bedre end en 5 år gammel udgave af Shimanos top-gear-gruppe, Dura Ace, er det pludselig muligt at få en cykel i fuld carbon med virkelig gode gear til omkring 10.000 kr. – hvilket ville have være ganske uhørt for blot få år siden. For at sætte denne udvikling lidt i relief: Da Eddy Merckx vandt Tour de France i 1972 vejede hans cykel 9,6 kg. Da Bradley Wiggins tog Tour-sejren i 2012, 40 år senere, vejede hans cykel 6,8 kg – hvilket i øvrigt er den laveste tilladte vægt for en professionel racercykel.
Selvom langt flere nu kan komme i nærheden af carbonrammerne, er det imidlertid ikke slut for aluminiumsrammerne. De har stadig deres berettigelse i producenternes udvalg. For det første er det svært for menigmand at vurdere kvaliteten og holdbarheden af en carbonramme blot ved at se på den og måske tage en prøvetur. For det andet kan man ofte få endnu bedre komponenter på en aluminiumcykel til en endnu billigere penge.

Fokus på weekend-krigerne

Selvom de professionelle cykelhold fortsat er det bedste udstillingsvindue for cykelproducenterne, er disse stort set alle opmærksomme på det stadigt voksende motions-segment. Disse weekend-cykleryttere (som undertegnede) vil gerne køre lange ture, men deres position på cyklen er knap så aerodynamisk som konkurrence-ryttere. En lang række af de store racercykelproducenter har både en race-serie og en “komfort”-serie, ofte kaldet “Endurance” eller lignende. Disse er gerne konstrueret til at give rytteren en anelse mere oprejst position på cyklen for at skåne rytterens ryg og gøre de lange weekendture med vennerne til en behagelig oplevelse. Ofte fås komfort-modellerne også med top-komponenter ligesom race-modellerne, så de også er attraktive for motionister med GAS (“Gear Acquisition Syndrome” – kendt fænonmen blandt cykelentusiaster, også kendt inden for HiFi, skiløb og andre verdener).

Elektronisk gearskifte

Da Cadel Evans vandt Tour de France i 2011, gjorde han det med en Shimano Dura Ace Di2-gear-gruppe monteret på sin BMC Teammachine-cykel. Evans var den første til at sejre med en elektronisk gear-gruppe, der nu er udbredt til over halvdelen af de professionelle Pro Tour hold. Elektroniske gear skifter hurtigere og mere præcist end de almindelige gear, og de er derfor meget interessante for de professionelle, men så sandelig også for motionisterne, der har mindre erfaring og derfor ville nyde ekstra godt af de fordele, de elektroniske gear giver.
Både Campagnolo og Shimano har lanceret elektroniske gear-grupper , mens den tredje store gear-producent SRAM efter sigende kommer med lige om hjørnet. Shimano har endda ikke blot begrænset deres elektroniske gear til top-gear-gruppen, Dura Ace, men også lavet en elektronisk udgave af Ultegra-gruppen, der således fås både i en “almindelig” og en elektronisk version. Prisforskellen er dog til at få øje på endnu, i det den elektroniske koster omkring 7.000 kr. mere. Men som de sidste års udvikling har vist – og som blev skrevet længere oppe – bliver ny teknologi meget hurtigt billigere, og der er antageligt ikke mange år til, at også de elektroniske gear bliver hvermandseje.